Manglende impulskontrol eller shop-amok

I fredags var jeg til Øjenlæge. Så langt så godt.

Jeg gik derfra med beskeden *dine øjne er sunde og raske* . Det er jo osse godt.

Der er bare det at jeg ikke kan fokusere, jeg har dobbeltsyn og tågesyn.

Det er faktisk rigtig ubehageligt og give en del besværligheder i hverdagen.

Læse på mobilen, sende sms'er, se priser på varer, ringe på tlf, læse strikkeopskrifter, tegne, brugsanvisninger, brodere, øjendråber, se TV, tråde en nål, ...... tænk selv på flere områder hvor der kræves steady hånd og klart syn.

Min forventning til øjenlægen var at hun lige kunne klare det med et par dråber. Så jeg gik derfra med en del uro omkring at miste mit syn. Det ramte mig faktisk ret hårdt. Nu er det jo ikke så jeg bliver blind fra den ene dag til den anden, men ikke kunne se har altid været det værste (set med mine øjne).

Når besværlighederne skyldes Parkinson bliver det jo ikke lige plusli bedre. Og de øjenmuskler der ikke samarbejder kan ikke optrænes.

Nå..

Hvordan reagerer man/jeg/du så på det?

Ja jeg vender tilbage til en gammelt genkendeligt mønster. 

JEG KØBER og JEG SPISER og JEG SOVER

Tidligere var det garn og tøj, haveredskaber, krea-grej, køkkenmaskiner.

Nu kan jeg se hvad min weekend er gået med, da posten kom i dag.

Han havde 3 pakker. Derudover venter jeg på mindst 2-3 de næste par dage. 

Det er gudskelov ikke sommerhuse, biler eller haveredskaber som tidligere.

Det er ting jeg kan bruge, men ikke lige havde brug for.

En Yoga-DVD, en TV-fjernbetjening, Magnesium,B-vit, D-vit, Selen modtog jeg så jeg i dag.

Og så venter jeg på lingeri sæt, broderi-kit ikke bare 1, men 6 stk.

Jeg kan ikke huske om der er mere.

Jeg kan ikke skylde hele skylden på Parkinson, eller medicinen. Men medicinen 'skubber' til den del af min personlighed der belønner mig med frigivelse af dopamin. Mine trøster.  Det kunne have været spil, sex, sport, mm.

Men da jeg ikke danner så meget dopamin så skal der jo 'skubbes' en del.

Mad og køb har altid været en del af min egenbelønning, eller trøst. Tidligere kunne jeg kontrollere impulsen. Det kan jeg så ikke i øjeblikket.

Hvordan kan jeg begrænse disse impulser?

Tja det første skridt er at få øje på mønstret, derefter genkende det i situationen.

Vide at når jeg går til lægen så er der mulighed for at få en uventet og dårlig besked. Eller når jeg deltager i sociale sammenhænge - som en dåb - så  bruger jeg al min energi på bare at være tilstede.

Det næste er at putte noget andet i stedet for.

Hvad kan jeg gøre når jeg begynder at købe/spise.......?

'Sove' er vel i og for sig rimelig acceptabelt.

Og jeg kan vel bruge min yoga dvd, mine broderikit, evt 'klippe' kortet - eller aflevere det til Ældsten for en stund.

....😈

Nu står det så på havregryn resten af måneden.

Der var 10 kilo på tilbud.

 

Lidt om Parkinson...

Parkinson er en neurologisk sygdom. 

Den rammer fortrinsvis personer omkring 65år og op. Men flere og flere yngre med børn rammes. Det vides ikke hvorfor , der er ingen kendt årsag til Parkinson.

Den er progressiv, det vil sige fremadskridende . For øjeblikket ingen helbredelse.

Men mulighed for at lindre sygptomer vha bl.a. medicin.

Medicin reguleres i samråd med neurologen.

Jeg /vi har svært ved at danne stoffet dopamin. Det dannes i begge sider af hjernen.

Som regel starter det i den ene side og giver symptomer i den modsatte kropshalvdel.

Dopamin er en neurotransmitter. Dvs det overfører signaler fra den ene nerveende til den anden. Når dopaminmængden falder får musklerne ikke signal til at trække sig sammen eller slappe af. Og det bliver besværligt at bevæge sig.

Når man tænker på hvor mange muskler man har, store som små så kan man hurtig indse hvor mange områder af kroppen der berøres. Vandladning, afføring, fordøjelse, syn, bevægeapparat,  finmotorik, holdning, mimik.......mm.

Medicinen er så enten dopamin eller dopaminlignende stof. Eller begge dele.

Dopamin gives som tabletter (i begyndelsen). Det har svært ved at komme ind i hjernen så dosering er individuel. Samtidig kan det ikke optages på fuld mave. Det konkurerer med protein så indtagelse er afhængig af måltider. Det kan være rigtig svært at finde den rette rytme. Jeg får dopamin 6x idøgnet. Og især den om natten volder mig besvær. Men får jeg ikke den har jeg svært ved at komme ud af sengen om morgenen.

Nu er der flere behandlingstilbud. 

En pumpe der pumper medicin ind i maven efter fastllagt skema. Det er muligt at klare selv hjemme.

Få en elektrode opereret ind i hjerne der stimulerer området med dopaminproducerende celler. Det lyder voldsomt men der er mange der er glade for det.

Der er ikke 2 parkinsonramte der er ens.

Derfor er det vigtigt at lytte til sig selv. Det mig der er syg, det er mig der skal leve med både virkning og bivirkning af behandlingen.

Det har for mig været en neurolog-surfing for at finde een jeg kunne samarbejde med. Det er vigtig at se den samme neurolog de 1-2 gange jeg kommer til kontrol. Først efter 8 år har jeg fundet een. De første mange år havde jeg en ny hvergang jeg kom. Vedkommende skulle så lige læse journalen først. og da jeg også har en psykiatrisk diagnose - PTSD - blev mine cognitive symptomer ofte tolket som psykiske. Og derfor ikke noget neurologen kunne gøre noget ved.

Foruden medicin, pumpe, elektrode som er i samarbejde med neurologen, så er der jo flere ting jeg kan gøre selv. 

Kost, mineraltilskud, væske, træning, netværk, viden, mm

Mere om det senere.

  

 Hvis du får en kantet sten i din ene sko

så vær glad det kun er een TÆNK hvis det var to.

'Jamen du ER jo Farmor.'

'Nyd de små ting i livet, for en dag kan du se tilbage og indse, at det var de store ting.' 'Parkiboy'  

'Det er ligemeget om glasset er halvt fuldt eller halvtomt. Bare der er et glas og der er noget i det.'

Jeg brugte lang tid på at forsøge holde fast i det jeg havde før diagnosen. 
Den jeg var.
Det liv jeg forestillede mig jeg skulle leve.
Drømme , forestillinger, ønsker.
Det er ikke nemt at give slip på. Det er /var jo livslange drømme.

F.eks havde jeg en forestilling om hvordan jeg skulle være som Farmor. Alt det  -  jeg havde glædet mig til - jeg skulle gøre med børnebørnene. 
Jeg skulle bage, male, lege, passe dem, og snakke med dem. 
Tage i skoven, til stranden, samle pinde og sten.

Det kan jeg ikke.

Jeg kan ikke køre bil, måtte sælge den. Efter at have mødt vejskilte der åbenbart stod midt på den vej jeg kørte. Min gangdistance er ringe. Mit batteri holder ikke længe. Jeg er langsom. Jeg bliver nemt forvirret og mister overblikket.
Jeg kan ikke skære brød, smøre mad, overskue mere end een gryde af gangen.
Og meget andet.

Jeg blev ved med at holde fast i det billede jeg havde dannet af hvordan jeg ville være Farmor. Og min stræben efter det blev nederlag efter nederlag.
Jeg tror jeg emmede af offer.

Min familie var forstående, hjælpsomme, gjorde hvad de kunne for at sige jeg var god nok.

Men først den dag min svigerdatter sagde - en passant - Jamen du ER jo Farmor.
Gik det op for mig at ingen andre end mig selv havde det billede af Farmor som jeg så stædigt holdt fast i.
Ingen af børnebørnene så jo andet end det jeg gjorde.

Jeg begyndte at fokusere på det jeg kunne. Og det er en hel del mere end jeg troede.  


I dag får jeg jævnligt besøg af børnebørnene.  Vi holder skovtur på altanen. Maler skamler købt i genbrug, som Tøserne dekorerer. Vi spiller spil der er træning for mine cognitive udfordringer.  Vi tegner sammen . F.eks 

Lea laver krusseduler som jeg doodler .

Jeg kan have dem 2-3-4 timer. Det er max. Bagefter sover jeg. Og sover. Og sover. Men de 3-4 timer intens samvær giver mig glæde.

Nogle dage sidder jeg bare og strikker i min stol. Mens vi ser TV. Jeg elsker at se dyre Tv og det gør drengene osse. Især når der er hajer og krokodiller.
Tøserne ser Rosa fra Rouladegade. Det nyder jeg så også.

Træning - og socialisering

Der siges at det er vigtig at træne når man har Parkinson med på turen. Det er det eneste man selv kan gøre.

Det har jeg ikke formået. overhovedet. Jeg har dårlig samvittighed trods det kun går ud over mig selv. 

Jeg har forsøgt og forsøgt men det er ikke lykkes. Ikke engang stole gymnastik herhjemme eller yoga. Jeg er begyndt til fys med holdtræning flere gange, men ikke kunnet finde  ud af at komme afsted, 

Nu er jeg begyndt til boksning og så kommer Corona pandemien i marts. Nu kan jeg begynde igen men kommer ikke afsted, Jeg har en aftale med en veninde mht kørsel så ingen undskyldning mere. Holder nu ferie til midt i august.

Jeg ved ikke hvorfor det er så svært. At tage mig sammen.

Og så er der socialiseringen. Jeg holder det for mig selv og forlader slet ikke lejligheden. 

Men jeg har det bedre. End jeg har haft det længe. bare jeg er her. I fred og ro.

Jeg må fundere over det lidt længere.

September's himmel er så blå

Sidder og nyder himlen som jeg ser fra mine vinduer.

Dette er dog ikke fra idag.

Men fra jeg boede på Næsset.

Jeg fik en 2-værelses på 1.sal med elevator. 

Søgte med det samme en større og efter 2 år fik jeg en 80m2 på 6.sal.

 En lækker lys, stor lejlighed.

Det tog mig en tid at få solgt både Tokker og Kærligheden.

Med en del tab kom jeg af med begge huse.

Nu har jeg også solgt bilen da Parkinson gør det usikker at køre.