Parkinson er en neurologisk sygdom.
Den rammer fortrinsvis personer omkring 65år og op. Men flere og flere yngre med børn rammes. Det vides ikke hvorfor , der er ingen kendt årsag til Parkinson.
Den er progressiv, det vil sige fremadskridende . For øjeblikket ingen helbredelse.
Men mulighed for at lindre sygptomer vha bl.a. medicin.
Medicin reguleres i samråd med neurologen.
Jeg /vi har svært ved at danne stoffet dopamin. Det dannes i begge sider af hjernen.
Som regel starter det i den ene side og giver symptomer i den modsatte kropshalvdel.
Dopamin er en neurotransmitter. Dvs det overfører signaler fra den ene nerveende til den anden. Når dopaminmængden falder får musklerne ikke signal til at trække sig sammen eller slappe af. Og det bliver besværligt at bevæge sig.
Når man tænker på hvor mange muskler man har, store som små så kan man hurtig indse hvor mange områder af kroppen der berøres. Vandladning, afføring, fordøjelse, syn, bevægeapparat, finmotorik, holdning, mimik.......mm.
Medicinen er så enten dopamin eller dopaminlignende stof. Eller begge dele.
Dopamin gives som tabletter (i begyndelsen). Det har svært ved at komme ind i hjernen så dosering er individuel. Samtidig kan det ikke optages på fuld mave. Det konkurerer med protein så indtagelse er afhængig af måltider. Det kan være rigtig svært at finde den rette rytme. Jeg får dopamin 6x idøgnet. Og især den om natten volder mig besvær. Men får jeg ikke den har jeg svært ved at komme ud af sengen om morgenen.
Nu er der flere behandlingstilbud.
En pumpe der pumper medicin ind i maven efter fastllagt skema. Det er muligt at klare selv hjemme.
Få en elektrode opereret ind i hjerne der stimulerer området med dopaminproducerende celler. Det lyder voldsomt men der er mange der er glade for det.
Der er ikke 2 parkinsonramte der er ens.
Derfor er det vigtigt at lytte til sig selv. Det mig der er syg, det er mig der skal leve med både virkning og bivirkning af behandlingen.
Det har for mig været en neurolog-surfing for at finde een jeg kunne samarbejde med. Det er vigtig at se den samme neurolog de 1-2 gange jeg kommer til kontrol. Først efter 8 år har jeg fundet een. De første mange år havde jeg en ny hvergang jeg kom. Vedkommende skulle så lige læse journalen først. og da jeg også har en psykiatrisk diagnose - PTSD - blev mine cognitive symptomer ofte tolket som psykiske. Og derfor ikke noget neurologen kunne gøre noget ved.
Foruden medicin, pumpe, elektrode som er i samarbejde med neurologen, så er der jo flere ting jeg kan gøre selv.
Kost, mineraltilskud, væske, træning, netværk, viden, mm
Mere om det senere.
Hvis du får en kantet sten i din ene sko
så vær glad det kun er een TÆNK hvis det var to.